
En vigtig del af hverdagen gennem to årtier
I dag markerer vi en helt særlig milepæl hos KSN Industri. Tina kan nemlig fejre 20-års jubilæum i virksomheden. Gennem alle årene har hun været en central del af hverdagen for både kollegaer og virksomheden som helhed.
Mange kender Tina som hende med det gode humør, det rolige overblik og hjælpsomheden, der aldrig er langt væk. Hun er den, man går til med spørgsmål, den der får tingene til at hænge sammen i hverdagen og ikke mindst den, der sørger for, at lønnen kommer til tiden.
Som en kollega siger: “Firmaets vigtigste medarbejder – det er hende, der betaler vores løn.”
Fra forsvaret til KSN Industri
Tinas rejse til KSN Industri begyndte gennem en tidligere kollega, som hun kendte fra deres tid sammen i Forsvaret. Da han senere startede hos KSN Industri som økonomichef, kontaktede han Tina for at høre, om hun kunne være interesseret i at blive en del af virksomheden. Det blev starten på en karriere, som nu har varet i 20 år.
I dag arbejder Tina med alt inden for løn og dagligt bogholderi og “alt det løse,” som hun selv siger.
Fra manuelle timesedler til moderne systemer
Meget har ændret sig siden Tinas første arbejdsdag.
“Dengang jeg startede, gik jeg rundt til alle smede og hentede deres fysiske kalendere, hvori de havde noteret deres timer, hvorefter jeg stemplede det ind manuelt. I dag foregår det hele digitalt, og mange processer er automatiserede, så der er sket rigtig meget gennem årene,” fortæller Tina.
Hun har derfor været med hele vejen gennem den udvikling, som virksomheden har gennemgået – fra manuelle processer til moderne digitale løsninger og senest til implementeringen af Business Central.
Og selv efter 20 år motiverer arbejdet hende stadig: “Jeg synes, at mit arbejde er spændende. Jeg har ikke to dage, der er ens. Og så betyder gode kollegaer rigtig meget.”
Et fællesskab præget af tryghed og respekt
Når Tina skal beskrive det særlige ved KSN Industri, handler det især om kulturen og fællesskabet.
“Jeg er glad for at møde ind på arbejde og se mine kollegaer. Det er en fleksibel arbejdsplads, og der er en god tone. Man behandler hinanden ordentligt.”
Hun fremhæver især følelsen af, at alle er lige, uanset hvilken rolle man har i virksomheden: “Uanset hvem man snakker med, så føler man, at man er lige.”
Det er netop den uformelle omgangstone, trygheden og respekten for hinanden, der har gjort KSN Industri til en arbejdsplads, hvor Tina har haft lyst til at være gennem to årtier.
En kollega, der altid hjælper
Når man spørger kollegaerne om Tina, går flere ting igen: hjælpsomhed, faglighed, imødekommenhed og et smil, der altid er der.
“Hun er altid glad og smilende.”
“Hun er altid klar til at hjælpe.”
“Meget pligtopfyldende. Smider altid det, hun har i hænderne for at hjælpe andre.”
Også hendes måde at møde mennesker på bliver fremhævet:
“Hun er meget imødekommende og rolig. Hun er god til at forklare tingene på en simpel og forståelig måde, samtidig med at hun er meget faglig. Tina er altid smilende, uanset hvornår på dagen man møder hende. Det er en fornøjelse at have dialog med hende.”

Tina er med andre ord ikke bare en dygtig kollega. Hun er også med til at skabe den kultur og tryghed, som mange forbinder med KSN Industri.
Fokus på fremtiden
Selvom jubilæet markerer 20 år i virksomheden, er Tina stadig optaget af udviklingen fremadrettet.
Hun ser især frem til, at virksomhedens nye ERP-system kommer helt på plads, og at endnu flere automatiseringer kan gøre hverdagen lettere og mere effektiv.



