Free cookie consent management tool by TermsFeed Generator

Daniel Thomsen modtager Metalindustriens lærlingepris

20-årige Daniel Thomsen blev udlært rustfast klejnsmed i sommers og er blandt årets modtagere af Metalindustriens Lærlingepris 2026. Prisen er en anerkendelse af hans høje faglighed, store engagement og ansvarlighed både som håndværker og kollega.

Prisoverrækkelse i København

Daniel afsluttede i juni sin uddannelse som rustfast klejnsmed hos KSN med topkarakteren 12 ved svendeprøven. For at komme i betragtning til prisen kræves både en topkarakter og en indstilling fra lærepladsen samt skuemesteren eller skolen.

Faglig stolthed og engagement

Gennem sin læretid har Daniel vist, at han går op i sit håndværk og gør sig umage med selv de mindste detaljer. Han er kendt blandt kollegaerne for sin grundighed, sin ordenssans og for aldrig at gå på kompromis med kvaliteten.

Han er samtidig en hjælpsom og vellidt kollega, der med sin rolige tilgang og underspillede humor bidrager til den gode stemning på værkstedet.

Interessen for teknik og mekanik fylder også i fritiden. I 2025 blev Daniel dansk mester i trial, og han bruger desuden tid på at hjælpe yngre deltagere i scooterværkstedet i Bjerringbro, hvor han deler sin viden og erfaring.

En pris, der betyder noget

For Daniel er prisen en stor anerkendelse af det arbejde, han har lagt i sin uddannelse. Men han understreger også, at kollegaerne hos KSN har haft stor betydning for hans udvikling.

“Jeg er superglad for at være en af vinderne. Men det er ikke kun min egen fortjeneste. Det er også på grund af alle dem hos KSN, der har været med til at gøre mig god.”

Efter sin læretid blev Daniel fastansat hos KSN som rustfast klejnsmed.

Vigtigt at anerkende en god indsats

Hos KSN prioriterer vi at bruge tid og ressourcer på at indstille vores lærlinge til faglige priser, når de har gjort sig fortjent til det. Vi mener, at det er vigtigt at anerkende en særlig indsats og vise medarbejderne, at deres arbejde bliver set og værdsat.

Vi tror på, at anerkendelse og feedback er med til at styrke både motivation, engagement og faglig stolthed. Derfor er det også vigtigt for os at bakke op om de muligheder, der er for at fremhæve dygtige unge faglærte.

Daniels modtagelse af Metalindustriens Lærlingepris er først og fremmest hans egen fortjeneste, og vi er utrolig stolte af, at hans indsats nu også bliver anerkendt uden for KSN.

Et stort og velfortjent tillykke til Daniel!

Læs også

Daniel Thomsen udlært rustfast klejnsmed

Daniel Thomsen fra KSN modtager Metalindustriens Lærlingepris (kræver abonnement)

Hæder fra metalindustrien: Fornemme priser til Freja og Daniel | viborg-folkeblad.dk (kræver abonnement)