Rune Kallehauge udlært automatiktekniker

Automatikteknikerlærling Rune Kallehauge ved sin svendeprøve med den automatiserede løsning til håndtering af stomiposer, som gav karakteren 12.
KSN medarbejdere automatiktekniker Rune Kallehauge og rustfast klejnsmed Oliver Kirial Olsen.

Rune går fra lærling til automatiktekniker

Rune er nu udlært automatiktekniker. Rune valgte at fejre afslutningen på sin uddannelse og sin læretid ved at holde svendegilde på KSN den 3. juli for kollegaer, venner og familie.

Rune kombinerer høj faglighed med stærkt kollegaskab

Da Rune Kallehauge den 18. juni afsluttede sin uddannelse som automatiktekniker med topkarakteren 12 ved svendeprøven, var det kulminationen på fem års målrettet indsats. Men for dem, der har arbejdet sammen med Rune, er det ikke karakteren, der overrasker. Det er den nysgerrighed, vedholdenhed og arbejdsglæde, han har vist gennem hele sin læretid.

Runes kollegaer beskriver ham som en dygtig fagperson med en stor teknisk nysgerrighed, der aldrig giver op, før opgaven er løst. Samtidig er han en kollega, der skaber arbejdsglæde og sammenhold.

Når Rune først bliver opslugt af en opgave, arbejder han med en koncentration og vedholdenhed, som man sjældent ser.

Nysgerrigheden driver udviklingen

Til svendeprøven byggede Rune en automatiseret løsning til håndtering af stomiposer.

Automatikteknikerlærling Rune Kallehauge ved sin svendeprøve med den automatiserede løsning til håndtering af stomiposer, som gav karakteren 12.

Han stod blandt andet for at opbygge eltavlen og programmere den cobot, som skulle hente og placere stomiposerne.

Det mest spændende var helt klart at få cobotten til at virke. Når det hele spiller sammen, er det virkelig fedt.”

Projektet blev udviklet over to uger, inden den afsluttende prøve over to dage.

For Rune handler det ikke kun om det færdige resultat. Det handler også om processen med at finde løsningen.

Det mest lærerige er, når man selv får lov til at prøve nogle ting og få det til at virke.”

Den tilgang har præget hele hans læretid.

En af hans kollegaer beskriver ham som en lærling med en bred teknisk forståelse, der især er stærk inden for el-teknik.

Hvis han møder noget, han ikke kender, undersøger han det og lærer nyt.”

Tillid medvirker til udvikling

Noget af det, Rune især fremhæver ved læretiden i KSN, er den tillid, han har fået.

”Man bliver sendt ud på opgaver, man ikke helt er forberedt på. Så må man bare finde en løsning.”

Han husker tilbage på en sommerferie, hvor en kunde ringede med produktionsstop. Selvom kunden var blevet gjort opmærksom på, at der var en risiko for, at Rune ikke kunne løse opgaven, tog han afsted og fik produktionen i gang igen. Den slags ansvar har været med til at udvikle både hans faglighed og selvtillid

Mere end en dygtig fagperson

Rune bliver ikke kun fremhævet for sine tekniske kompetencer. Når kollegaerne beskriver ham, går ordene glad, hjælpsom og rar igen. Han spreder humor i hverdagen, interesserer sig oprigtigt for sine kollegaer og er altid klar til at give en hånd. Det ses også i de relationer, han har opbygget. Allerede tre måneder før sit svendegilde inviterede han alle sine kollegaer med til festen.

Teknik og fællesskab – også i fritiden

Interessen for teknik stopper ikke, når arbejdsdagen slutter. I fritiden er Rune en del af et lokalt scooterværksted, hvor unge mødes om interessen for mekanik, knallerter og fællesskab. Her bruger han tid på at skrue sammen med venner. Det er en interesse, der har fulgt ham i mange år og fortsat fylder i hans fritid.

KSN medarbejderne Daniel Thomsen og Rune Kallehauge sammen med journalist Hanne Bliksted og Ole Kristensen i scooterværkstedet i Bjerringbro.
KSN medarbejder Rune Kallehauge bliver interviewet af journalist Hanne Bliksted.

Det var blandt andet baggrunden for, at Rune sammen med en lærlingekollega blev portrætteret i Viborg Stifts Folkeblad (kræver abonnement). Artiklen satte fokus på deres vej gennem uddannelsen, deres flotte svendeprøver og betydningen af de fællesskaber, de har været en del af.

Derudover holder Rune sig aktiv med løb, styrketræning og cykling. Tidligere har han dyrket cykelcross og mountainbike på højt niveau. Det er en interesse, der har været med til at udvikle den disciplin og vedholdenhed, som både skolen og kollegaerne fremhæver hos ham i dag.

Anerkendt allerede under uddannelsen

Runes særlige kvaliteter blev bemærket allerede under uddannelsen. Han modtog Vision Viborg-legatet, som gives til elever, der har gjort en særlig indsats inden for kultur, sociale fællesskaber eller idræt.

Indstillingen blev foretaget af skolen, som blandt andet fremhævede Runes evne til at kombinere gymnasial uddannelse, erhvervsuddannelse og sport på højt niveau med stor disciplin og energi. Samtidig blev han rost for sit store overskud, sin smittende glæde og sin evne til at skabe en positiv stemning omkring sig.

Vision Viborg-legatet understøtter det billede af Rune, som vi oplever hver dag på KSN. De egenskaber, som skolen fremhævede i sin begrundelse, er de samme, som kollegaer og ledere i KSN oplever i hverdagen. Dette har ligeledes fået omærksomhed i Viborg Stifts Folkeblad (kræver abonnement).

Netop derfor har vi valgt at indstille Rune til ML’s lærlingepris. Han udmærker sig ikke alene ved sine faglige kompetencer, men også ved den positive forskel, han gør for sine kollegaer og de fællesskaber, han er en del af.

Det var derfor også en naturlig beslutning at fastansætte Rune efter endt læretid. Vi glæder os til at følge hans videre udvikling som automatiktekniker hos KSN.

For Rune er læretiden ikke kun blevet et svendebrev og et flot 12-tal. Det er også blevet fem år med ansvar, udvikling og gode kollegaer. Som han selv siger:

”Jeg føler, at man får lov til det, man har lyst til.”

Vi ønsker Rune et stort tillykke med de flotte resultater!